MASAIBARNS PROJEKTER
Landsbyen Lengasti ligger i det nordlige Tanzania, syd for Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Byggeriet af børnecentret Lengasti Children Center er betalt af norske sponsorer, mens den løbende drift finansieres udelukkende af bidrag til den danske støtteforening Masaibarn. Her kan du se det seneste årsregnskab, som blev præsenteret på generalforsamlingen 10. november 2021: Årsregnskab 2020
FORENINGEN MASAIBARN
Foreningen blev stiftet af Lissi og Bjarne i september 2012 efter et besøg i Tanzania. Sammen med den danske konsul, Geert Lassen Holm, besøgte de Lengasti-området og faldt straks for projektet. Geert har siden fungeret som foreningens højrehånd i Tanzania. I maj 2015 trådte de to stiftere ud af bestyrelsen. Lissi og Bjarne er sidenhen gjort til æresmedlemmer af foreningen for deres store arbejde med børnene.
BØRNECENTRETS ÅBNING
Børnecentrent åbnede i december 2012 dørene op for ti forældreløse børn. Den officielle åbning foregik 6. januar 2013 til stor opmærksomhed fra de lokale. I september 2013 åbnede vi dørene op for endnu et barn som, på daværende tidspunkt, svævede mellem liv og død. Lemomo overlevede ved en amputation af det højre ben. Livsmodet er stort, så hvad end det drejer sig om at klatre i træer eller spille fodbold, leger Lemomo med de andre.
BØRNENES SKOLEGANG
I efteråret 2013 startede vores lokale kontaktperson, Nick Obuya, med undervisning af børnene i swahili, engelsk og matematik. Denne undervisning har gjort det muligt for børnene at gå skridtet videre til en skolegang uden for landsbyen. Der er fundet skolesponsorer til alle 11 børn, som siden august 2016 har modtaget undervisning på en anerkendt kostskole i Arusha, Haradali Primary School. I skoleferierne vender børnene hjem til børnecentret, hvor Mama Rehema og Mama Neema står klar til at hygge om dem.
STATUS I 2022
Børnene har nu boet på børnecentret i 9 år. De er alle sunde, raske og glade. De er ivrige efter at lære og gennem deres undervisning på Haradali Primary School sikres de en god udvikling og udfordringer i hverdagen. Når de er hjemme på børnecentret er der masser af tid til leg og afslapning.
BESTYRELSEN
Den daglige drift af Masaibarn varetages af en bestyrelse valgt af medlemmer på generalforsamlingen. Referatet fra seneste generalforsamling 10. november 2021 kan læses her og vores vedtægter kan læses her.

Jens Anker Hasager

Karen Søndergaard

Kasper Birch

Annette Schou Nielsen

Karin Thorsted

Mia Birch

Roald Flo
